Historien om Sundsøre Lystbådehavn

Tanken om en fritidshavn ved Sundsøre opstod i 1982. En initiativgruppe udarbejdede et projekt, der blev godkendt af myndighederne. I 1990 tilkendtes det EF-midler (Leader II), der blev anvendt til et 40 m langt kajanlæg i beton – og et slæbested.

75 bådpladser blev udbudt til salg; men kunderne udeblev. Gruppen opgav at arbejde videre med sagen og opfordrede andre til at komme med alternative ideer, der ville kunne realiseres.

Dette resulterede den 8.8.1991 i stiftelsen af foreningen “Sundsøre Marina” (som var navnet dengang) med det formål at “anlægge og drive søsportshavn til gavn for sejl- og motorbådssport, fritidsfiskeri samt ungdoms- og foreningsarbejde inden for søsporten”.

Den første bestyrelse bestod af:

Anders Sørensen, Sundsøre (formand)

Hans Peter Andersen, Hinnerup

Randrup Riisgaard, Hinnerup

Leon Nørskov, Jebjerg (kasserer)

Else Klit Kristensen (sekretær)

Bestyrelsen startede en “hvervekampagne” og mødte stor lokal opbakning, idet 90 personer tegnede medlemskab, og 12 var interesserede i en bådplads på længere sigt.

Det viste sig snart, at kajanlægget ikke var brugbart, idet der forekom en kraftig sandvandring nordfra, således at vanddybden blev for ringe.

Foreningens bestyrelse ansøgte diverse myndigheder om tilladelse til at anlægge en 30 m lang læmole for at standse sandvandringen og skabe en havn med roligere forhold. En tilladelse opnåedes i januar 1992.

En del medlemmer fremkom imidlertid efterhånden med ønske om en større havn, og nye ansøgninger sendtes. Man havde forinden rådspurgt Dansk Hydraulisk Institut for at være sikker på en rigtig placering og linjeføring med henblik på sandvandringen.

I oktober 1994 forelå tilladelsen til en større havn med en læmole på i alt 160 m og med plads til 69 både. I foråret 1995 startede molebyggeriet baseret på frivillig arbejdskraft, materiale bestående af overskudsbeton fra betonvarefabrikker — samt vejrgudernes velvilje!

Betonklodser à 800 kg kørtes ud med byggelift og blev placeret lagvis i vandet ved hjælp af en gravemaskine. Sandet langs betonkajen blev fjernet, således at bådpladserne kunne bruges.

Indvielsen af 1. etape af havnebyggeriet fejredes den 3.6.1995 med standerhejsning (klubstanderen er blå med to hvide måger), gaveoverrækkelse m.m. og teltfest om aftenen.

Havnen havde fået navneforandring … til “Sundsøre Lystbådehavn” efter et krav fra Destination Limfjorden med den begrundelse, at den var for lille og manglede de nødvendige faciliteter for at kunne kaldes en marina.

I 1996 var læmolen efterhånden nået ud på så dybt vand, at man ikke længere kunne se bunden og anbringe klodserne omhyggeligt i lag. En anden metode måtte opfindes: Man gik over til at sejle dem ud på en dertil konstrueret flåde, hvorfra de med en jernstang vippedes i vandet.

Efterhånden voksede “maskinparken”. I 1998 kom en rambukflåde til. Foruden at ramme pæle i kunne den ved hjælp af en påmonteret kranarm udlægge klodser øverst på læmolen. – En stor ponton, der kunne laste 50 tons, anskaffedes i ’99. Rigtig mange tons beton blev flådet ud på den og tilført læmolen ved hjælp af gravemaskinen, der var fastgjort på dækket.

I foråret 2002 blev en interimistisk, hjemmelavet flydebro erstattet af et “rigtigt” flydebromodul, der senere er blevet suppleret med yderligere 2 moduler. I 2002 og 2003 gennemførtes en uddybning af havnebassinet til 2,3 m.

Indtil januar 2004 er havnearbejdet hovedsagelig blevet udført med frivillig arbejdskraft. Men derefter tog professionelle kræfter over, da det viste sig, at havnen på den måde havde mulighed for at få ca. 50 % støtte fra EU’s Regionalfond (Mål 2-programmet). Desuden har den fået tilskud fra Vi-

borg Amt (VAFT), Sundsøre Kommune (Færgeriet og Indenrigsministeriets Landdistriktspulje) og Friluftsrådet.

Projektet var beregnet til at være afsluttet 31.12.04, men forsinkedes af forskellige grunde, således at forårsmånederne i 2005 måtte tages med.

Indvielse af det færdige projekt fandt sted lørdag den 14.5.2005, pinselørdag, — næsten præcis 10 år efter indvielsen af 1. etape af molebyggeriet.

Herunder klipper Sundsøres borgmester, Flemming Eskildsen, snoren over.

Vedr. øvrige tilskud til Sundsøre Lystbådehavn:

Før det store færdiggørende projekt har havnen modtaget tilskud fra Sundsøre Kommune – og  endvidere fra Friluftsrådet.

I 2006 bevilgede ”Det blå Limfjordsland” tilskud til bl.a. en mastekran, en legeplads, to grillplatforme i forbindelse med læmolen samt en PC til turistbrug.